VI lever - i hvert fald indtil mandag
Randers Cimbria kom ud til fredagskampen mod Svendborg Rabbits med ryggen mod muren: Et nederlag, og chancen for semifinaler ville være væk. Vi svarede med en overbevisende sejr på 96-78 – og en første scoring i Basketligaen til Asger Lillebæk Jacobsen.
Nu er situationen mandag således, i Mesterskabsspillets sidste runde, at der er kamp om både tredje- og fjerdepladsen. Hvis vi skal med i semifinalerne, skal vi slå BC Copenhagen, mens Horsens skal tabe til Team FOG Næstved, der fredag var i overtid for at slå Copenhagen. Sker dette, kniber vi os med, på bekostning af Horsens, da vi er bedst indbyrdes.
På den anden side spiller Horsens for en tredjeplads, for hvis Horsens slår Næstved, og Svendborg taber til Bakken, snupper Horsens tredjepladsen, på bedre indbyrdes pointscore med Svendborg.
Mandag bliver et drama!
Vi har kniven for struben mandag, men det havde vi også i fredagens kamp – og her forsvarede vi os flot. Fra midt i anden periode var Randers aldrig bagud, og fra midt i tredje periode satte vi ekstra turbo på.
Med fire minutter igen af 3. periode var vi kun foran med 62-59, og publikum sad lidt vel uroligt på sæderne. Så satte Gustav Rønneholt imidlertid en tre’er, og straks efter fulgte Xander Rice op med én magen til, og så var vi oppe med ni, 68-59.
Holdene byttede så et par scoringer, inden Morgen Büllow først satte tre point mere i kurven, hvorefter Rice blev fejlet på en tre’er og satte alle tre strafkast, og som rosinen i pølseenden ramte Büllow endnu en tre’er, så Randers kunne gå ind til de sidste ti minutter foran med 17, 79-62.
I fjerde periode lå Randers’ føring og vippede mellem 13 og 19 point, og med nogle minutter igen satte Randerstræner Jeffrey Fawme så unge Asger Lillebæk Jacobsen på banen. Jacobsen har kun spillet basketball i omkring et år, men har med 215 centimeter i højden noget, som de færreste har. Den unge mand kvitterede da også for tilliden med et flot indhop, med den første scoring i ligaen – hvilket fik publikum op at stå – sammen med tre point og en enkelt steal.
Fredagsdramaet er overstået – nu venter et nyt mandag.