To meter problemer for Basketligaen
Randers kan præsentere to meter problemer for de andre hold i Basketligaen: Guarden Jusaun Holt skifter fra Utah Tech University til Randers Cimbria Basketball.
En guard på 2 meter er usædvanligt, og det er præcis den type spiller, der skaber problemer for modstanderne. Holt er stor nok til at dominere mindre guards, hurtig nok til at udfordre større forsvarere – og han ved, hvad han skal gøre med bolden.
Fra sin tid ved Utah Tech University tager han flotte tal med sig: 12 point og 3,4 assists pr. kamp, og en trepointprocent på 40. Han er en spiller, der kan skabe for sig selv og for andre.
Holt har gennem sin collegekarriere repræsenteret University of Alabama, University of Georgia, Kennesaw State University og Utah Tech University, og han var allerede som ung en af de mest eftertragtede talenter i sin årgang med en Top 100-placering på de store amerikanske rekrutteringslister.
– Jusaun er præcis den type spiller, vi har ledt efter. Hans størrelse som guard giver os muligheder, som modstanderne vil få svært ved at matche, og hans tal fra college taler for sig selv. Vi glæder os til at se ham i Basketligaen, siger Mike Nielsen, forretningsfører i Randers Cimbria.
Emil Svendsen, head coach i Randers Cimbria, ser et klart billede af, hvad Holt bringer til holdet:
– Jusaun passer perfekt ind i det, vi vil bygge. En guard på 2 meter med hans skudprocent og evne til at facilitere spillet giver os en dimension, der vil være svær at forsvare over en hel kamp. Jeg ser frem til at arbejde med ham.
Jusaun Holt er klar til udfordringen:
– Jeg har hørt meget godt om Randers Cimbria og Basketligaen, og jeg er klar til at tage første skridt i min professionelle karriere her. Jeg glæder mig til at komme i gang, og vil gøre alt for at bidrage til holdet og hjælpe os med at vinde.
Randers Cimbria fortsætter arbejdet med at sammensætte truppen til den kommende sæson, og flere navne er på vej. Vi har allerede præsenteret Adama Darboe, Anton Lønstrup Hansen, Sharif Barfi, Morten Bülow og Dibaji Walker.
Velkommen til, Jusaun. 🏆