Succestræner forlader Cimbria
Randers Cimbria skal have ny head coach. Succestræneren Jeffrey Fawme har øjnene mod nye mål efter to sæsoner, der affødte tre gange metal til Cimbria. Jagten på en ny træner er allerede i gang.
Jeffrey Fawme kom til Cimbria i sommeren 2024, og siden da er det blevet til to pokalmesterskaber og et sæt bronzemedaljer. Samtidig har klubben vækstet i partnerskaber og sponsorer, og er flyttet i den større Arena 2 i Arena Randers.
Mike Nielsen, forretningsfører i Cimbria, ser tilbage på to sæsoner med udvikling:
- Jeffrey har været med til at skubbe klubben i den rigtige retning, både på og udenfor banen. Medaljer og pokaler taler for sig selv, men udenfor stregerne har Jeffrey også været god til at udfordre mig og klubben, så vi har set nye muligheder, fastslår Mike Nielsen.
Fawme har en fortid i flere danske klubber, herunder BC Copenhagen, men har nu øjnene rettet mod næste skridt:
- Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde med en dedikeret spillertrup og en stærk stab omkring holdet. Jeg er stolt af at kunne bidrage til at bringe de første trofæer til Randers Cimbria til trods for den store udskiftning af holdets centrale spillere. Men mest af alt tager jeg de mange positive oplevelser med mennesker omkring klubben med videre fra en god tid i Randers, for hvor er der mange af dem. Alle de gode mennesker vil blive savnet! Hvor næste destination bliver er endnu ikke på plads, men mit netværk har rakt ud til mig med muligheder flere steder, siger Fawme.
Fawme slutter af med en tak til Randers:
- Jeg vil gerne sige tak til spillere, stab, fans, sponsorer og alle omkring klubben. Min familie og jeg er blevet taget fantastisk imod i den her by, og støtten undervejs har været uvurderlig.
Randers Cimbria er allerede i kontakt med mulige træneremner, og det forventes ikke, at der går længe inden en ny cheftræner kan meldes ud.