Sharif Barfi vender tilbage for endnu en sæson

Randers Cimbria kan med stor glæde meddele, at Sharif Barfi har valgt at forlænge sin aftale med klubben. Dermed går den 21-årige guard/forward ind i sin tredje sæson i Randers – efter at have afvist interesse fra flere andre klubber.

Sharif, der fylder 22 lige inden sæsonstart, har allerede markeret sig som en af ligaens mest atletiske spillere og en markant profil defensivt.

- Sharif er en spiller, der giver os noget helt særligt med sin energi, fysik og defensive kvalitet. Han er allerede blandt ligaens bedste forsvarsspillere, og vi ser et stort potentiale i den videre udvikling af hans spil, siger Mike Nielsen, forretningsfører i Randers Cimbria.

Med Emil Svendsen i rollen som ny cheftræner, er der også fokus på at udvikle Sharifs offensive rolle yderligere:

- Sharif har nogle klare spidskompetencer, som vi gerne vil bringe endnu mere i spil offensivt. Vores opgave bliver at sætte ham i situationer, hvor han kan være effektiv med bolden og udnytte sine atletiske evner. Det er et spændende udviklingspunkt for både ham og holdet, siger Emil Svendsen.

For Sharif selv var beslutningen om at blive i Randers ikke svær.

Jeg har haft det rigtig godt i Randers Cimbria, og jeg føler, at det er det rigtige sted for mig at udvikle mig videre. Klubben har vist stor tillid til mig, og jeg glæder mig til at bygge videre på det, vi har gang i, både som hold og individuelt, siger Sharif Barfi.

Med forlængelsen fortsætter Randers Cimbria arbejdet med at bygge videre på en stærk kerne af spillere med fast base i klubben.

Indtil nu har klubben præsenteret gengangerne Adama Darboe, Anton Lønstrup Hansen og Sharif Barfi, og flere navne - både danske og udenlandske - er på vej indenfor de næste uger.