Randers Cimbria: Nu gælder det bronzekampen

Randers: En skade og tre karantæner holdt fire af Randers Cimbrias profiler fra at deltage i semifinalekampen – en kamp der skulle vise sig at blive den sidste i semifinaleserien. Trods en heroisk fight fra Randers Cimbrias otte spillere måtte de torsdag aften se sig slået med lavest mulige margin til Svendborg Rabbits. Randers Cimbria viste på ingen måde tegn på at ville overgive sig, hvorfor slutresultatet endte på 76-75. Randers Cimbrias #52 Avery Anderson III spillede en fænomenal kamp og blev topscorer med hele 27 point.

 

Med en sejr i aftenens kamp kunne kaninerne fra Svendborg spille sig i finalen. De var med stillingen 2-0 i semifinaleserien klare favoritter til at tage sejren. Dertil kunne lægges at Randers Cimbria forud for aftenens tredje semifinale, så ud til at mangle fem mand grundet skader og karantæner.

 

Skæbnesvangert efterspil

Der var tydelig forskel på bænken hos Svendborg Rabbits og bænken hos Randers Cimbria. Blot tre udskiftere var der at finde på Randers Cimbrias bænk og hele syv på Svendborg Rabbits. 

Efterspillet af semifinale 2, der blev spillet torsdag i sidste uge i Arena Randes, endte for Randers Cimbria med tre karantæneramte spillere og en skade. Kaptajn #8 Anton Lønstrup Hansen, #12 Bakir Serdarevic og #15 Bakary Camara fik alle efter slutfløjtet bortvisninger for at protestere over den dommerkendelse, der ikke gav Randers tre straffekast. Netop de 3 point som Randers Cimbria manglede for at gå i overtime. Trods appel fra Randers Cimbria om at omstøde disse karantæner, fastholdt et disciplinærudvalg i weekenden, at alle spillerne havde 1 spilledags karantæne. 

Ud over de tre karantæner pådrog spildirigenten og den stærke guard, #34 Marquis Addison, sig en knæskade i samme kamp efter en duel, hvor han endte i de opstillede bander. Desværre fik knæet et så kraftigt slag, at skaden siden har holdt Marquis fra Randers Cimbrias træningspas. 

 

Avery retur på banen

Siden første semifinale har flere sting i albuen holdt Randers Cimbrias topscorer, Avery Anderson III, fra banen. Og det var da også først under opvarmningen, at der blev givet grønt lys fra trænerstab og fysioteam til, at Avery kunne deltage i semifinalekampen. En beslutning der skulle vise sig at være god, og en beslutning der skabte stor glæde hos de medrejsende Randers fans. 

 

Holdpræstation uden lige

Der gik hele 2,5 minut, førend det første point kom på tavlen. Selvom det første point gik til Svendborg Rabbits, så var det på ingen måde et Randersmandskab, der ikke troede og spillede for sejren. 

Fra kampstart var det tydeligt, at Randers Cimbria ikke havde tænkt sig at give op, trods Randers på papiret mødte mellemrundens bedste hold og ud fra holdkortet stod svagest. 

Særligt Randers Cimbrias #52 Avery Anderson III voldede kaninerne problemer med sine fast breaks, der enten var målgivende eller opløste Svendborgforsvaret. Den velspillende Randers guard sørgede for, at Randers Cimbria langt hen ad vejen holdt Svendborg bag sig.

Det var et hårdtpresset Svendborghold, der inden halvleg kæmpede for at holde sig inde i kampen. Spillerne virkede uoplagte og havde svært ved at ramme hinanden eller kurven. De mange tilskuere i Rise Sparekasse Arena og halspeakeren gjorde sit til at holde stemningen oppe. 

Semifinalen blev derfor aldrig den pointfest, Svendborg Rabbits nok havde håbet på; men en tæt kamp blev det. Så tæt at Randers Cimbrias #21 Laolu Oke faktisk i de døende sekunder kunne skyde holdet i overtime ved at ramme alle tre straffeskud. Desværre for Randers gik det tredje skud ikke i. 

Slutresultatet ender derfor på 76-75 til Svendborg Rabbits, der nu skal spille finale. Her bliver deres modstander Bakken Bears.

 

Horsens IC venter i bronzekampen

For Randers Cimbria venter der nu en bronzekamp mod Horsens IC. En modstander Randers Cimbria har vundet over i 3 ud af 4 kampe. 

Hvornår kampen spilles, er endnu ikke endeligt fastlagt mellem de to klubber, men vil kunne findes på Randers Cimbrias hjemmeside, så snart billetsalget åbner. Kampdato følger. 

En ting er sikkert, og det er, at bronzekampen skal spilles i Forum Horsens. En hal, hvor Randers Cimbria har rigtig gode pokalfinaleminder fra.

Kunne du tænke dig at overvære bronzekampen, så følg gerne Randers Cimbrias facebookside eller randerscimbria.dk