Randers Cimbria hædret med to priser ved Sportsfejring 2025
Det er med stor stolthed og ydmyghed, at Randers Cimbria er blevet kåret som Årets Sportsnavn i Randers – samtidig med at Cimbria All Stars har vundet Initiativprisen ved Randers Kommunes Sportsfejring 2025.
At blive valgt som Årets Sportsnavn i Randers er den største ære i klubbens historie. Basketball har været en del af Randers i 75 år, og Randers Cimbria har eksisteret i mere end 70 af dem. Prisen er derfor ikke kun en anerkendelse af det seneste års resultater, men af generationer af frivillige, spillere, trænere, dommere, bestyrelsesmedlemmer, ansatte og supportere, der gennem tiden har været med til at bygge klubben.
De sportslige resultater det seneste år – på elite-, bredde-, ungdoms-, kørestols- og All Stars-niveau – er et direkte resultat af det engagement og fællesskab, som lever i klubben hver eneste dag. En særlig tak skal lyde til sportsdirektør Morten Hansen og forretningsfører Mike Nielsen for deres store indsats og lederskab. Uden jer var dette ikke muligt ❤️
Samtidig er vi enormt stolte over, at Cimbria All Stars har modtaget Initiativprisen. All Stars-holdet giver børn og unge med særlige behov en plads i sporten og fællesskabet – og er i ordets reneste betydning et HOLD. På blot sit andet år har initiativet udviklet sig til et stærkt og trygt fællesskab, båret af engagerede forældre, frivillige trænere og unge spillere, der tager ansvar for hinanden både på og uden for banen.
All Stars er samtidig tæt forbundet med klubbens øvrige aktiviteter, hvor mange af spillerne er aktive som frivillige ved ligakampe og som en del af ungerådet Cimbria Connect, der skaber nye fællesskaber i klubben.
Vi vil gerne sende en stor tak til Randers Talent og Elite, Randers Kommunes Folkeoplysningsudvalg og Amtsavisen for anerkendelsen – og ikke mindst til alle jer, der hver dag er med til at gøre Randers Cimbria til mere end en basketballklub.