PureGym Randers bliver partner i Randers Cimbria
Randers Cimbria byder PureGym Randers velkommen som ny Netværks-Sølvpartner.
Partnerskabet omfatter PureGyms tre centre i byen, på Gl. Hobrovej, Thors Bakke og Århusvej.
Med aftalen bliver PureGym Randers en del af Netværk Randers gennem Cimbria, med adgang til netværkets morgenmøder og en plads i klubbens dedikerede netværksgruppe, der mødes i forbindelse med kampe i løbet af sæsonen.
Samarbejdet giver samtidig noget konkret til PureGyms medlemmer på tværs af de tre centre. Der vil løbende blive kørt konkurrencer, hvor medlemmerne kan vinde oplevelser i Randers Cimbria.
– PureGym er en oplagt partner for os. De har en stor og engageret medlemsskare i Randers, og vi glæder os til at kunne give dem nogle gode oplevelser i Arenaen som en del af samarbejdet, siger Mike Nielsen, forretningsfører i Randers Cimbria.
Maria Andreasen fra PureGym ser frem mod partnerskabet:
– Vi har mange medlemmer i Randers, der brænder for sport og bevægelse, og det passer godt sammen med det, Randers Cimbria står for. Vi glæder os til at give vores medlemmer mulighed for at opleve klubben tæt på, og til at være en del af netværket.
Velkommen om bord, PureGym Randers. 🙌