Nederlag i Svendborg afslutter grundspillet
Randers Cimbria slutter grundspillet med et nederlag i Svendborg lydende på 99-85. Der venter nu et Mesterskabsspil i marts og april, hvor holdet skal forsøge at hente Svendborg, Næstved og Bakken Bears, der er 4-6 point foran i stillingen.
De gode nyheder er, at der stadig venter ti kampe i Mesterskabsspillet, hvor ligaens top seks, der udover ovennævnte hold tæller Horsens IC og BC Copenhagen, spiller om de fire semifinalepladser.
Aftenens kamp i Svendborg bølgede bogstaveligt talt frem og tilbage, men det var tydeligt at Randers manglede karantæneramte Isaiah Richards. Uden holdets bedste rebounder måtte Randers se Svendborg vinde rebound-kampen 50-39. Selv om Dyson Koehler med 14 rebounds gjorde sit for at opveje, Richards’ fravær, lykkedes det kun Randers at få 5 angrebsrebounds i kampen.
Randers havde en smal føring midt i første periode, blandt andet efter tre’ere fra Adama Darboe og Josh Massey, men Svendborg fik derefter momentum, og kom foran 23-12.
Nu vendte kampen, og med blandt andet 10 point fra Xander Rice og 8 fra Morten Bülow, kom gæsterne foran 43-50 kort efter pausen.
De næste tre minutter ville bolden imidlertid ikke ned i kurven for Randers, og det ellers gode momentum forduftede. Hjemmeholdet spillede ikke blændende, men fandt scoringer her og der, og bragte sig foran med fem, inden Oscar Alm reducerede til 55-52 med et rigtigt hustle-play og et tip-in.
Svendborg kom også foran med 67-60, inden Massey, Darboe og til sidst Bülow satte tre scoringer i træk sammen, til 67-67.
Det var imidlertid sidste gang kampen var lige, for i løbet at fjerde periode trak Svendborg langsomt fra, og Randers fik aldrig momentum tilbage.
Cimbrias topscorer blev Xander Rice med 23 point, mens Josh Massey havde 16 og Morten Bülow 15. Dyson Koehler havde en double double, med 11 point og 14 rebounds.
Cimbrias næste opgave er på udebane mod BC Copenhagen i Mesterskabsspillets første kamp, 6. marts, mens næste hjemmekamp er 12. marts mod Bakken Bears.