Nederlag efter buzzerbeater

Randers Cimbria spillede en rigtig flot kamp på udebane mod ligaens nummer et, Team FOG Næstved, men måtte se sig slået i allersidste sekund. Randers var ellers foran med 11 med to minutter igen, men en række mistede bolde gav hjemmeholdet chancen for et comeback, og den udnyttede Ikenna Okeke med en tre’er på buzzeren til resultatet 105-104 til Næstved.

Alle kampe i Mesterskabsspillet er vigtige, men denne virkede endnu mere vigtig, efter Horsens tidligere på aftenen havde slået Svendborg, og dermed have bragt sig i position til at tage den fjerdeplads, der giver adgang til semifinalerne. Med Randers’ nederlag, var det netop det, der skete, og Horsens er nu to point foran på fjerdepladsen, mens Randers er sendt ned som nummer fem. Det kan dog ændre sig allerede på mandag, hvor Randers tager imod netop Horsens på hjemmebane.

Randers tog føringen i anden periode, efter Næstved ellers havde startet kampen bedst. Sidst i anden periode var hjemmeholdet foran 26-18, men på blandt andet tre 3’ere fra Josh Massey, og to fra Adama Darboe gik Randers på en 12-25 spurt og bragte sig foran 39-53 inden pausen.

Næstved kom ud fra halvlegen i bedst form, og fik reduceret til 49-53, men Morten Büllow fik sat Randers i gang igen, og med 13 minutter igen af kampen var Randers foran med 18, 53-71.

Næstved fik hentet lidt, og gennem det meste af fjerde periode lå gæsternes føring omkring 10 point, mens holdene byttede scoringer. Med 2:13 på haluret satte Isaiah Richards to point til 88-99, men så startede Randers’ mareridt.

Team FOG var desperate efter at hente gæsterne, og satte pres på over hele banen. Vic Searls scorede for Næstved, og da Randers smed bolden væk, kunne han score én gang til, til 92-99 med 1:43 igen.

Begge hold missede, og efter endnu en mistet bold for Randers, blev Næstveds David Jean-Baptiste fejlet i et tre-points forsøg, hvorefter han sikkert satte alle tre straffekast til 95-99.

Randers fik spillet uret ned til 35 sekunder, inden Næstved fejlede Xander Rice, der sikkert satte to straffekast til 95-101 – men Næstved var ikke færdige.

Jean-Baptiste missede en tre’er, men Searls tog rebounden og reducerede til 97-101, med 25 kliks på uret. Randers tog straks timeout, men bolden blev igen smidt væk, og denne gang missede Jean-Baptiste ikke, og der var reduceret til 100-101.

Nu fik Randers spillet bolden over midten, og Dyson Koehler blev fejlet med 14 sekunder igen, og satte sikkert to skud til 100-103.

Det var igen Jean-Baptiste, der tog ansvar for Næstved, med en reducering til 102-103.

Randers tog timeout, og flyttede bolden op af banen. Her fandt man Isaiah Richards, der blev fejlet og missede det sidste straffekast med 8 sekunder igen. Det gav Næstved chancen for at vinde med en tre’er, eller sende kampen i over tid med to point.

Okeke valgte tre’eren, og han sendte med en bevægelse sin forsvarer på glatis, inden han trådte tilbage og iskoldt tog sejren for Næstved, 105-104.