Knusende sejr i pokalen

Randers Cimbria gjorde kort proces med BMS Herlev, der stillede op i første runde af pokalturneringen uden flere profiler. En koncentreret indsats gav hjemmeholdet en halvlegsføring på hele 79-32, og herfra kom der aldrig spænding i opgøret. Randers endte med at vinde 139-65, og er dermed videre til kvartfinalen, hvor enten Aalborgholdet Solsiden eller Værløse venter. I den anden del af Randers’ halvdel af turneringen sendte BC Copenhagen Horsens IC ud.

Randers startede kampen med en scoring af Isaiah Richards, og Dyson Koehler, Josh Massey og Anton Hansen fulgte op til 10-0, og derfra så de sig aldrig tilbage. Føringen bare voksede og voksede, mens hele truppen delte minutterne og alle spillere scorede mindst 6 point.

Topscorer blev Josh Massey med 23 point, og scoringer på imponerende 10 af 12 forsøg. Isaiah Richards opnåede et double double med 17 point og 10 rebounds.

Aftenens moderat store overraskelse var, at BC Copenhagen sendte Horsens IC ud af turneringen med en overtidssejr på 96-88. Også Bears Academy tog en sejr over BK Vejen. Dermed står følgende hold potentielt mellem Randers og en tilbagevenden til pokalfinalen: Solsidens BK eller Værløse i næste runde, og Bears Academy eller BC Copenhagen i en eventuel semifinale.