Hyld holdet og spis en hotdog
På tirsdag er det (igen) vores tur til at blive hyldet af Randers Kommune. Holdet er inviteret på det gamle rådhus af borgmester Rosa Lykke Yde - og bagefter serverer Restaurant Rebelsk 250 hotdogs med drikkevarer til alle, der hjælper med at hylde holdet.
Spillere, trænere og stab er inde på det gamle rådhus indtil 17:20, og efter ceremonien i byrådssalen kommer holdet ud på Rådhustorvet. Her er der naturligvis mulighed for at give spillerne din personlige lykønskning samt få deres autografer - og mon ikke også der bliver sagt et enkelt rørende ord?
Allerede kl. 17 åbner Restaurant Rebelsk dog for at man kan spise en hotdog, drikke et glas øl eller en vand, og de giver nogle små slikposer til børnene.
Sidste år var der et fantastisk fremmøde, som man kan se på billederne, og vi håber at se alle vores skønne fans, klubmedlemmer, samarbejdspartnere, elever fra vores mange basketballforløb, partnere, venner, familie og nysgerrige randrusianere på Rådhustorvet!