Historisk halvleg på historisk dag
På en dag, hvor Randers Cimbria fejrer 75 års jubilæum for basketball i byen, leverede Basketligaholdet en halvleg til historiebøgerne mod Team FOG Næstved. Adama Darboe sendte Randers i front med 42 point, 67-25, efter bare 17 minutter, på vej mod en sejr på 122-95.
Med sejren rykker Randers op på den fjerdeplads, der giver adgang til semifinalerne – i hvert fald indtil på mandag, hvor Horsens spiller mod Svendborg og med en sejr kan tage pladsen tilbage. De to hold mødes derefter i Horsens til en skæbnekamp fredag 10. april.
Torsdag eftermiddag i Randers var hjemmeholdet helt ustyrlige i kampens første 17 minutter, hvor 9 af 10 tre-pointere gik i kurven, og bolden flød smukt, med uselviske afleveringer
Næstved var ellers foran 4-5, men Randers spillede aggressivt forsvar fra starten, og tvang gæsterne til at smide en række bolde væk. Således skulle der gå over fire minutter inden Næstveds næste scoring, og da var Randers allerede gået i front med 24-5, blandt andet på scoringer af Oscar Alm og to tre’ere af Adama Darboe.
Da Randers begyndte at skifte ud kom Josh Fortune på banen, og han kvitterede straks med at sætte to tre-pointere. . I løbet af kampen ramte alle Randersspillere, der spillede mere end et minut, en tre’er, og både Adama Darboe og Josh Fortune ramte 4 af 6.
Det virkede til at Randers ikke kunne ramme ved siden af, og skuddene væltede ned i kurven, både tæt på og langt fra. Det var først efter Darboes tre’er til 67-25 at Næstved fik sat et par scoringer i træk sammen, men Randers gik alligevel til pause foran 71-36
I løbet af kampen introducerede Randers Cimbria de fire første medlemmer i klubbens Hall of Fame. Det var en af klubbens tidlige ledere, Gunnar Houmann, Danmarks måske bedste spiller nogensinde, Inge Nissen, klublegenden Chris Nielsen, og mangeårig leder, træner og indpisker, Morten Hansen.
De to sidste kunne i anden halvleg se et Randers-hold, der stadig var i spillehumør, men ikke længere var helt så dominerende. Hjemmeholdets føring forblev mellem 30 og 40 point indtil de sidste minutter, hvor Næstved satte seks scoringer i træk og fik reduceret, så slutresultatet blev 122-94.