God indstilling efter halvleg var ikke nok mod Bears

Randers Cimbria kom ud til anden halvleg af Mesterskabsspilkampen mod Bakken Bears med masser af energi. Det var ikke nok til et comeback, for Bakken Bears havde sat tonen i hele første halvleg, det endte med et nederlag på 86-109.

Bakken var foran 43-64 ved pausen, og det tætteste Randers kom på gæsterne, var da Josh Massey scorede en tre’er til 66-82 med første skud i fjerde periode. Bakken svarede dog igen med et par scoringer, og kampen gled endegyldigt Randers af hænde.

Randers er stadig på den fjerdeplads, der giver adgang til semifinalerne, men Horsens IC har samme antal point, og BC Copenhagen har med sejre over netop Randers og Horsens i de to seneste kampe sneget sig op og er kun fire point efter.

Randers’ næste opgave er mandag i Næstved, hvor ligaens førerhold venter, mens Horsens besøger Randers 23. marts.