Chicken & Burger er ny partner i Cimbria
Randers Cimbria kan med stor glæde byde velkommen til Chicken & Burger Randers som ny sølvpartner i klubben.
Hos Chicken & Burger har beslutningen om at indgå samarbejde handlet om mere end sport. Det handler om mennesker, fællesskab og den positive udvikling, klubben har været igennem de seneste år.
- Vi har fulgt Randers Cimbria og den flotte udvikling, klubben har haft – både sportsligt og organisatorisk. For os var det helt naturligt at blive en del af rejsen. Vi vil gerne støtte op om noget, der skaber værdi for byen og samler mennesker, lyder det fra Muhamad Barzange, Chicken & Burger Randers.
Særligt klubbens sociale indsatser har haft stor betydning for partnerskabet.
- Det betyder meget for os, at Randers Cimbria prioriterer initiativer som All Stars og kørestolsbasket. Det viser, at klubben tager et ægte socialt ansvar og giver plads til alle. Det vil vi gerne bakke op om, afslutter Muhamad Barzange.
I Randers Cimbria ser man frem til samarbejdet med endnu en lokal aktør, der deler klubbens værdier om fællesskab, inklusion og udvikling – både på og uden for banen.
- Vi er rigtig glade for at byde Chicken & Burger velkommen i partnerkredsen. Det er en lokal virksomhed, der – ligesom os – vægter mennesker og fællesskab højt. Når en partner aktivt vælger at støtte op om både vores elitearbejde og indsatser som All Stars og kørestolsbasket, betyder det enormt meget for os. Det er med til at sikre, at vi kan fortsætte den positive udvikling og samtidig fastholde vores stærke sociale profil, siger Mike Nielsen, forretningsfører i Randers Cimbria.