Asger Jacobsen fortsætter i New Jersey
Randers Cimbria sender et stort talent videre i sin udvikling, da Asger Jacobsen har valgt at fortsætte sin basketballrejse hos Garden State Academy Prep i USA.
Den unge center har haft en bemærkelsesværdig udvikling på meget kort tid. På under et år gik Asger fra at blive opdaget i en idrætstime til at træne med og spille i Basketliga-miljøet hos Randers Cimbria . Med sin højde, sit drive og sin læringsvillighed har han hurtigt gjort sig bemærket som et af de mest spændende unge navne i dansk basketball.
- Vi er glade og stolte over at kunne sende Asger afsted på næste skridt i hans udvikling. Han har haft en imponerende rejse hos os, og vi er ikke i tvivl om, at opholdet hos GSA Prep vil give ham fantastiske oplevelser, og gode muligheder for at udvikle sit talent, siger Mike Nielsen fra Randers Cimbria.
Skiftet til GSA Prep giver Asger mulighed for at træne og spille i et internationalt miljø med høj intensitet og stort fokus på individuel udvikling – et vigtigt skridt på vejen mod en potentiel professionel karriere.
I Randers Cimbria er man stolte af at have været en del af Asgers rejse og ser frem til at følge hans videre udvikling.
Vi ønsker Asger alt det bedste i USA – og glæder os til at følge med på sidelinjen.