Randers Cimbria tager onsdag aften kl. 19.00 imod Hørsholm i en særdeles vigtig kamp i Canal Digital ligaen.
Onsdagens modstander Hørsholm har indtil videre haft en flot sæson, og indtager netop nu ligaens 3. plads. Hørsholm har en skræmmende god hjemmebanestatistik, hvor det kun er blevet til nederlag til Bakken Bears, hvorimod resultaterne på udebane er mere svingende. Det skal Randers Cimbria forsøge at udnytte, selvom holdet traditionelt altid har det svært mod Hørsholm. Senest blev det til et nederlag på 81-65, og det er efterhånden ved at være lang tid siden, at Randers har formået at besejre Hørsholm.
Hørsholms profiler er de tre danske landsholdsspillere Frederik HN, Jens Hakanowitz og Adama Darboe, samt den altid stabile danske forward Christian Martinus Nielsen. Tilsammen udgør de stammen i Hørsholms kendte varemærke; nemlig den altid stærke defensiv, som ikke tillader mange point til modstanderen.
Randers skal i dagens kamp især forsøge at holde Hørsholms stærke guard Adama Darboe væk fra bolden, og i høj grad fokusere på hurtigt spil frem af banen for at ødelægge Hørsholms effektive defensiv.
For hjemmeholdet er onsdagens kamp utrolig vigtig. Efter sejre i 3 af de seneste 4 kampe, så er det endelig lykkedes at avancere til en slutspilsgivende 8. plads, og hvis denne placering skal bevares, så er en sejr i denne kamp højst sandsynlig nødvendig. Randers har til onsdagens kamp alle spillere klar på nær de langtidsskadede Patrick Nielsen og Anders Pedersen.
Vi ønsker god fornøjelse med kampen.