Randers Cimbria var lørdag eftermiddag på besøg hos Aabyhøj i en særdeles vigtig kamp for begge mandskaber.
For Aabyhøj kunne denne kamp være med til at lægge afgørende afstand til bundplaceringerne, mens det for Randers Cimbria var muligheden for den 3. sejr i de sidste 4 kampe, og chancen for avancement til en slutspilsplads.
Det blev til en flot sejr til Randers Cimbria på 80-83 i en kamp, der var tæt til absolut sidste sekund. Kampens spiller for Randers Cimbria var igen Chris Nielsen, som med 27 point og nogle meget afgørende 3 pointscoringer om nogen var manden, der først holdt Randers inde i kampen, og senere var med til at afgøre kampen. Der var også flotte præstationer af DJ Smedley med 19 point og 6 assists, samt Mike Nielsen med 12 point og Christian Bendtsen med 11 point på blot 10 minutters spilletid.
De andre resultater i denne spillerunde betød, at Randers for første gang i sæsonen avancerede til en slutspilsplads, dog med flere spillede kampe end de øvrige hold i den nederste halvdel af tabellen.
Randers Cimbria får mulighed for at fortsætte det gode spil og de gode resultater på onsdag kl. 19.00 og lørdag kl. 15.00 i Elro Arena når henholdsvis Hørsholm og Næstved kommer på besøg.