Nederlag til Bakken Bears

08.01.10

 

Da Randers Cimbria torsdag aften gæstede topholdet Bakken Bears var det med håbet om at skabe en mindre sensation. Det skete dog ikke, men Randers mandskabet formåede at skabe en seværdig og spændende kamp, som først blev afgjort helt til slut i kampen. Resultatet blev en sejr til Bakken Bears på 102-84.

Christian Bendtsen fik fornøjelsen af at starte på banen istedet for den nu hjemsendte Ivan Miskovic, og " the grand old man " skal roses for en god indsats i kampen mod den 213 cm. høje landsholdscenter Chris Christoffersen. Christian lavede 12 point og tog 4 rebounds på ca. 20 minutters spilletid.

Topscorer for Randers Cimbria blev endnu engang Chris Nielsen, denne gang med 21 point.

Her følger kampens officielle referat:

" Torre Johnson skulle ikke bruge mange minutter før han viste, at han også havde tænkt sig at lave imponerende dunks i det nye år… Chris Christoffersen fulgte hurtigt trop, men Randers lod sig ikke ryste. Tilbagevendte David Smedley fik sat fart i udeholdets angrebsspil og store Emanuel Willis aflsluttede effektivt under kurven. Martin Thuesen kunne midtvejs i perioden fejre sit point nummer 2000 for Bakken Bears. Mod slutningen af perioden trak bjørnene dog lidt fra, hvilket resulterede i en føring på syv point efter de første 10 minutter.

Bjørnene tog den gode afslutning med ind i anden periode, og fortsatte deres dominans. Midtvejs i anden periode går der lidt dunkekonkurrece i kampen. Først dunker Emmanuel Willis, og så går Torre Johnson ned og dunker på det efterfølgende angreb. Liggende banker han sig selv hårdt i brystet – tydeligvis noget han havde lært af Willis på det foregående angreb... Halvvejs i perioden får Willis sin 3 fejl. Der bliver scoret rigtig mange point, og halvvejsstillingen er 55-40 til bjørnebanden.

Randers kommer direkte ud fra omklædningsrummet med fuld gejst, og henter ind på Bakken Bears’ føring. Halvvejs i perioden fører århusianerne kun med 63-59. Christian Bendtsen spiller en god periode for randrusianerne, og kan notere sig 10 point på kontoen. Andreas Jørgensen, der i dagens anledning spillede med hårbånd, stoppede dog blødningen med en flot 3’er. Bakken tabte  perioden med otte point, og går ind til de sidste 10 minutter med en føring på 76-69.

Fjerde periodes indledning stod der Mads Bloch på. I forsvaret viste han, at han også har flair for volleyball da han flere gange smashede Randers-spillernes afslutninger ud af feltet. I angrebet viste han nok engang sikkerhed fra distancen. Torre Johnson ville dog ikke stå tilbage. Randers’ Chris Nielsen måtte se sit lay-up blokeret laaangt oppe på pladen. Darryl Proctor var god på sin egen stille måde og som altid i alle spillets facetter. I kampens sidste fem minutter afløste Søren Smed og Gudni Valentinusson de to amerikanere, hvilket de begge gjorde godt. Det blev Mads Bloch som fik tilskuerne op af stolene med point nummer 100 – og dermed gratis adgang for aftenens tilskuere til kampen mod Horsens den 24. januar "