Oplæg til Næstved kampen torsdag aften

13.10.09

 

Randers Cimbria Basketball tager torsdag aften kl. 19.15 imod Næstved i den direkte tv-transmitterede kamp på DK4.

Torsdagens modstander Næstved er kommet fornuftigt fra start i denne sæson, og har vundet 2 og tabt 2 af deres spillede kampe. Næstved åbnede sæsonen med 2 nederlag mod henholdsvis SISU og Horsens, men har efterfølgende fået 2 sejre mod Aabyhøj og Aalborg. I begge disse kampe viste Næstved flot spil, og cifrene i de to kampe fortæller, at Næstved virkelig har fået gang i deres angrebsspil i højt tempo.

Næstveds profiler er den danske landsholdsspiller Peter Johansen, amerikanske Mickey Dennis, samt den meget talentfulde danske guard Julian McFarlane. Denne trio udgør profilerne i Næstveds kendte varemærke; nemlig det hurtige angrebsspil, hvor fokus mere er på scoring af mange point frem for et defensivt udgangspunkt.

 

Randers skal i torsdagens kamp især forsøge at holde Næstveds stærke guard Mickey Dennis væk fra bolden, og i høj grad fokusere på at holde Peter Johansen fra de lette point under kurven.

 

Det vides endnu ikke om Randers stiller op i stærkeste opstilling, da profilerne DJ Smedley, Ivan Miskovic og Emanuel Willis i skrivende stund stadig ikke er spilleberettigede, men der arbejdes hårdt på sagen, og vi håber naturligvis, at de bliver klar til kampen, som sendes direkte på DK4.

Vi ønsker god fornøjelse med kampen.