Randers Cimbria videre i landspokalturneringen

07.10.09

Randers Cimbrias ligahold gæstede onsdag aften 3. divisionsklubben BMI i Landspokalturneringens 1/16 finaler.

Det blev til en sikker sejr på 64 - 128 efter en kamp, der kan karakteriseres som en god gang træning. Alle spillere i truppen fik spilletid, og det var især unge Mike Nielsen, der udmærkede sig med 36 point på 30 minutters spilletid efter at have ramt 10 ud af 14 trepointsforsøg. Også holdets sædvanlige topscorer Chris Nielsen var i hopla med 35 point på 25 minutters spilletid.

Generelt var det en kamp, som skulle bruges til at tanke lidt selvtillid efter en halvskidt sæsonstart, og Randers holdet gik da også på banen med den klare intention om en sikker sejr. Det lykkedes til fulde først og fremmest ved flot skydning udefra men også på grund af det høje tempo, som virkelig viste forskellen på de to hold.

Det er endnu ikke afgjort, hvem Randers Cimbria skal møde i næste runde, men det offentliggøres snarest muligt her på siden.