Randers Cimbria Basketball er glade for at offentliggøre tilgangen af den 24 årige serber Ivan Miskovic.
Ivan har spillet i Danmark de seneste 3 sæsoner i henholdsvis Horsens IC og Bakken Bears, og er kendt som en fantastisk rebounder og en solid scorer. I forrige sæson toppede han reboundstatistikken i Danmark suverænt, hvilket gav ham kælenavnet " The serbian nightmare " samt en fortjent udtagelse til All Star holdet den sæson.
Ivan er med sine 203 cm en hårdtarbejdende forward / center, som i Randers Cimbria vil blive makker med amerikanske Emanuel Willis og danske Christian Bendtsen under kurven.
Hans basketopdragelse er foregået i hjemlandet Serbien samt via hans 4 årige collegekarriere på University of Alaska Fairbanks.
Formand Morten Hansen udtaler: " Ivan bliver en vigtig spiller for os i denne sæson, da han med sine gode reboundegenskaber og solide spil under kurven vil komme til at skabe plads til holdets guards, og dermed vil bidrage til bedre flow i angrebsspillet. Ivans spilletilladelse er dog ikke på plads endnu, så vi må desværre vente lidt med at se ham i aktion, men det bliver helt sikkert ventetiden værd ".
Velkommen til Ivan!