Det blev også til et nederlag i sæsonens 2. kamp i Canal Digital ligaen, hvor modstanderen var Aalborg Vikings. Det gode spil fra første kamp var helt forsvundet i 1. quarter, og det kom holdet sig aldrig helt over.
Her følger det officielle kampreferat:
Kamp nr: 5 – Elro Arena Randers
Canal Digital Ligaen 29. September 2009
Randers Cimbria – Aalborg Vikings 55-75 (28-33)
(6-21), (22-12), (13-24), (14-18)
Randers Cimbria: Chris Nielsen 17, Mike Nielsen 9 , Petar Popovic 8,
Tilskuerantal: 190
Kampens spiller: Chr. Thomsen
Et Randers hold uden spilletilladelser til profilerne, DJ Smedley, Ivan Miskovic og Emanuel Willis, havde hårde odds i hjemmekampen mod Aalborg Vikings. Resultatet blev da også som forventet en sejr til gæsterne med cifrene 55-75.
1. quarter
Randers ligner et hold der er overmatchet til denne kamp. Aalborg starter stærkt inside og Randers præsterer den ene fæle ”direktør” efter den anden: 4-13 efter 7 minutter. Der er ikke meget der lykkes på Randers holdet og Aalborg kan via en reboundmæssig overlegenhed, mageligt bringe sig i front. Savnet af Miskovic og Willis inside er tydeligt.
Der er absolut intet der lykkes for Randers i denne periode, der udover et nyt lavpunkt i scoringer vel også byder på det lavest antal scorede point et Randershold nogensinde har præsteret: 6-21 efter 1. periode!
2. quarter
Randers starter bedre ud og får bedre styr på såvel defensiven som offensiven: 5-0 ”run” og 11-21 efter 2 minutter. Randers er dog langt bedre med nu og uden at nogen af holdene imponerer er stillingen 20-28 efter 7 min. Aalborg, med vel den første outside scoring, bringer sig herefter i front med 20-33 med 1.5 minutter tilbage. En fornem Randers afslutning med cifrene 8-0 via bl.a 2 stk 3 pointsscoringer, gør dog at pausestillingen indsnævres til en Aalborg føring med 28-33.
3. quarter
Aalborg starter med 2 stk 3p fra Chr. Thomsen. 28-39. Herefter indtræffer en for kampen afgørende situation da Chris Nielsen bliver idømt sin 4 fejl. Hvad der ikke synes som værende en særlig markant protest, medfører en øjeblikkelig teknisk fejl og dermed marchordre til Chris Nielsen efter 4 minutter af 3. periode. Game over. Et yderligere udbrud fra Chris bliver som prikken over i´et, takseret til en diskvalificerende fejl, hvilket koster en karantæne i næste spillerunde. Ærgerligt at noget sådant skal afgøre en kamp, der allerede inden denne hændelse er søvndyssende nok. Aalborg kan herefter cruise til periode føring på 41-57.
4.quarter
Aalborg scorer ikke de første 3 minutter af Q4. 44-57. Lidt overraskende at Randers, i teorien, stadig er med i kampen. Der veksles point til 48-60 med 6 minutter tilbage. Der sker ikke yderligere i kampen der ender med cifrene 55-75 efter et opgør der hurtigst muligt bør gå i glemmebogen.