Randers Cimbria havde mandag aften muligheden for at revanchere nederlaget i den 1. semifinalekamp på hjemmebane mod Svendborg. Det gik dog slet ikke, som man havde håbet på, og Randers mandskabet blev nedspillet med de skræmmende cifre 106-60!
Efter et jævnbyrdigt 1. quarter, så trak Svendborg uimodståeligt fra med flot og effektivt spil især fra distancen, og i takt med de mange scoringer fra hjemmeholdet, så faldt Randers holdet mentalt helt sammen, og de ydmygende cifre taler vist for sig selv!
Den eneste Randers spiller, der levede op til vanlig standard var Bonell Colas, som scorede 22 point og tog 13 rebounds. De øvrige Randers spillere havde det man nok må kalde en kollektiv off day, men når det så er sagt, så må man også rose Svendborg spillerne for en virkelig flot kollektiv indsats med masser af vilje og gejst. Hvis de kan følge op på denne indsats når de gæster Randers til kamp 3 torsdag aften, så ser det mere end almindeligt svært ud for Randers.
Se fyldigt kampreferat på basketligaens hjemmeside.
Vi ses torsdag aften kl. 19 til kamp 3!